Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs kapitel 9 & 10 her
_____________________________________
Kapitel XI:
En halv Mils Vej i Nordøst for Præstø laa i hine Dage en Kro, der efter Krofaderen kaldtes Ole Hans Kro. Den var et vigtigt Bedested for alle, som ad Landevejen, der sagdes at være anlagt af Valdemar Atterdag, færdedes mellem Kjøbenhavn og Sydsjælland eller Øerne mod Syd, eller i det hele taget mellem sidstnævnte Dele og det øvrige Land. Hver Søndag kom den ugentlige Post – anden havde man ikke, - fra Kjøbenhavn her til, aflagde Brevene til Præstø og kjørte saa videre over Falster og Lolland til Nakskov. Onsdag, Torsdag eller Fredag, ligesom vejret var til, kom den tilbage, aflagde de Breve, der kunde være til Præstø fra Syd, og modtog dem, der skulde Nord paa. De gode Præstømænd havde gjærne betalt højere Porto for deres Breve, hvis Posten var kjørt om ad deres By, hvad kun havde forlænget dens Vej med en god fjerdedels Mil; men Posten gjorde det ikke, hvad Krofaderen var glad ved, og Præstø maatte holde et privat Postbud for den halve mil, eller Byens Borgere spadserede der ud om Aftenen med deres Breve i Lommen og Tobakspiben i Munden og fik sig saa vel stundom et Krus gammelt Øl med en Pind i der ude til at skylle Vejens Støv af Halsen med under en lun Passiar paa Bænken i Haven.
Kroens Beliggenhed var ganske vakker paa en Højning tæt Norden for Evenbro, som førte over Even nær dennes Forbindelse med Præstø Fjor. I syd dækkedes Udsigten af skoven, der kantede Fjordens sydlige Bred og skjulte Præstø By og den mellemliggende Nysø Gaard; men saa meget friere var Synskredsen til alle andre Sider. Mod Vest laa hele Evendalen aaben lige til hen mod Snesere Kirke; i Nord naaede Øjet trods Bakkerne til det højliggende Bekkeskov, hvor Ejeren, Justitsraad Otto Kristoffer Munthe af Morgenstjærne, Landsdommer samt Krigs- og Landkommissær i Sjælland, Lolland, Falster og Møn, førte stort Hus og ofte passerede Kroen i Selskab med de hos ham boende Generalfishal Schmidt og Kommandørinde Fru Richard, samt andre, der saa bragte muntert Liv med sig; men videst og livligst var dog Udsigten mod Øst, hvor man over Præstø Fjord og det lave Fed saa langt ud i Præstø Bugt og kunde se de talrige Sejlere paa deres Fart til og fra Østersøen og Ulfsund. Da den ny, nuværende Kongevej anlagdes, tabte Kroen sin Betydning og erstattedes af den mere nordøstlige liggende Tappernøje Kro, og til sidst forsvandt den og dens Højning aldeles; men dens Navn bevaredes og bæres endnu af nogle Smaahuse, der dog ligger noget sydligere, syd for Broen ved Fjorden.
Ved Siden af Broen laa en nu ligeledes forsvunden lille Vandmølle, der blev drevet af Even, hvis Rislen hen under Hjulet og Klapren med Mølleværket syntes at give Naturen Stemme, selv naar Fuglene tav.
Ude i Krostalden stod flere Heste og snusede til tømte Krybber, medens et Par Hestepassere døsede Tiden hen i ustadig Blund paa en Bunke Dækkener og Sække i en tom Baas; men inde i den lave og lumre Krostue sad et støjende og drikkende Selskab. Det var Hestenes tre Ejere, blandt hvilken vi træffer Jens Høj som den overstadigste og mest støjende, dernæst tre af deres Hestepassere, en for hver Pranger, hvilke af og til gav deres Besyv med i Snakken og forøgede Larmen, som oftes dragne frem af deres Herrer som Vidner om de respektive Hestes ypperlige Egenskaber og Fejlfrihed. Hver af de tre Prangere havde en Hest, han vilde af med snarest mulig, og nu søgte han at prakke en af de andre den paa med alle dens Fejl og mod største Vinding, hvor gode Venner de end lode til at være; i Hestehandel som i Spil gjaldt for dem intet Broderskab. Alle lode de til at have drukket tæt, men Jens Høj syntes at være mest Paavirket af Spiritusdunsterne og lige ved at bukke under for dem.
,,Nej, Jørgen Dyrløv, nu vil jeg”, saa bandede han, ,,slet ikke handle med dig, naar du vil være bekjendt at misbyde mig saa. Bytte lige op med din tykke Mær! En Hest, der er saa fint bygget, kommer lige fra det mest udmærkede Stutteri. Jeg skal sige dig, den er kommen fra – fra – ” lallede han; hvad Satan hedder det nu! Hej, du Finkelskjænker! Ole Hans! Hvad er det, den Gaard hedder med Stutteriet?”
,,Sparrisholm”, svarede Værten og traadte hen til Bordet fra den Plads, han hidtig havde indtaget i Stuens Baggrund mellem Skjænken og Køkkendøren. Han var en kostelig, komisk Figur at se. Af Højde var han en afgjort Undermaaler, men hans Drøjde passede godt for en Garder. Fødderne vare som laante hos en Elefant og fæstede under de stumpede Ben, medens Hænderne med deres Fedme, brede Flader og korte Fingre mindede om et Marsvins Luffer. Paa en kluntet og dog adræt Maade vraltede han frem, saa komisk som nogen Bajads kan gjøre det for Penge, og dog var dette ikke det mest lattervækkende ved Personen; Nej, her bar Hovedet Prisen. Isse, Tindinger og Nakke vare aldeles skaldede og spejlblankt glindsende, og hvert Haar syntes at have holdt Flyttedag ned under Hagen, hvor de væltede frem i en tæt Rigdom; men hvorledes de kunde finde Plads her, forblev en Gaade, da der ikke var Spor af Hals, og Hovedet sad fastkilet umiddelbart mellem Skuldrene. Øjenbrynene vare tætte og gulrøde som Skjægget og skyggede over et Par bittesmaa, stikkende Øjne af ubestemmelig Farve, sande Svineøjne. Ansigtet var purpurrødt med lasede Kinder, der søgte Hvile paa Skuldrene, og det, der skulde gjælde for Næse, var blaaladent som gjennemtrængt af Frost; men det var meget uegentlig, det kunde kaldes en Næse, for hvor Næseroden skulle strække sig op mellem Øjnene og højne sig, var her netop en langstrakt Fordybning, og under denne var saa indpodet en kjødet Kartoffel med talrige Udvæxter som smaa Kartoffelunger. Tænderne vare omtrent forsvundne af Munden, og Læberne benyttede Lejligheden til der at finde Plads for noget af deres rige Fylde.
,,Sparrisholm”, gjentog Jens Høj. ,,Nej vist ikke!”
,,Jo”, paastod Værten. ,,Højvelbaarne Hr. Krigsraad Lavrits Lange til Sparrisholm er den eneste her i Nærheden, som holder et lidet Stutteri”.
,,Aa Sludder! Her i Nærheden!” brølede Jens Høj som drukken. ,,Gaarden ligger jo Fanden i Vold henne mellem Næstved og Ringsted og havde et stort Stutteri”.
,,Ah!” smilede Værten, og hans lurende Øjne forsvandt helt ved Smilet, ,,saa mener du vel Tybjerggaard, hvor den høj- og velbaarne Hr. Justitsraad og Landsdommer Rothe holdt Stutteri; men det har han nedlagt og lavet til et Hollænderi”.
,,Ja, natyrligvis! Det er jo netop det, jeg siger”, paastod Jens og dunkede i Bordet; ,,ellers kunde jeg jo ikke faaet Fingre i hans dejlige engelske Hest. Men det er det samme, Jørgen Dyrløv! Vil du give mig tyve Rigsdaler Sølv til Bytte paa din Mær og dertil betale Lidkjøbet, saa skal du faa den”.
,,Tror du Jørgen er gal”, blandede den tredje Pranger sig i Snakken. ,,Vil du ikke bytte lige op, saa bliver det nok dig og ikke ham, der skal give til Bytte og betale Lidkjøb”.
,,Aah, lille Peder Skjærning! Gjør nu ikke for meget Nar ad mig”, hikkede Jens Høj frem med nogen Anstrængelse. ,,Fordi I nu omtrent har drukket mig døddrukken, bør I dog ikke benytte Lejligheden til at narre mig, saa Vandet maa rende af mig, hver Gang jeg tænker derpaa”.
,,Vi drukket dig fuld!” raabte Peder Skjærning. ,,Nej, lav nu ikke saadan om paa Virkeligheden. Det er netop dig, der har nødet os til at drikke saadan til Pægls med dig, saa du snart kommer til at sanke os op under Bordet”.
,,Ja, jeg kan”, bandede Jørgen Dyrløv, ,,ikke se en Flue, om den saa sad paa min egen Næse, end sige paa Væggen”.
,,Saa se paa Ole Hans`s Potætes*), om Forladelse! Næse, sagde Jens. ,,Der sidder Fluer nok, og de flyver ikke væk, om du piller lidt ved dem; for de sidder fast og sidder paa deres eget, deres rødblaa Mutter”.
Alle grinte lystigt af denne fine Vittighed, og Værten ikke Mindst.
,,Ja, ja, Jens Høj!” sagde han, ,,lad du min Næse være god nok; den er mig en dyr Næse”.
,,Dig en dyr Næse!” raabte den tilbage. ,,Nej, bitte Ole! Ikke dig, men dine Gjæster; de maa pynte den. Lad os faa en Omgang til, alle Mand i Stuen, jeg betaler, og kom saa selv med og faa ny Glans paa den kostbare Næse”.
Værten trippede livlig og tilfreds hen i Baggrunden efter Flasken og flere Glas. Jens Høj var ved at synke ned under Bordet. Hans egen Hestepasser, Rasmus, og en af dennes Kammerater fik ham dog atter sat til rette paa Bænken og stivet af mellem Bordet og Væggen.
Ved denne Tid traadte en ny Person ind i Stuen; han var en saa fuldstændig Modsætning til Værten, som tænkes kunde. Høj som en Garder, men tynd som en Bønnestage; langstrakte, spinkle Lemmer og letbevægelige Fingre; tæt graasprængt Haarvæxt paa Hovedet, men sparsomt Skjæg; et solbrændt, tørt Ansigt og i dette en højrygget, fra Siderne sammentrykt Næse, der optog den mindst mulige Grundflade og paa en trompetagtig Maade gav sit Besyv med i Mandens Tale, naar han lod et ord komme over de tynde Læber. Hans Klæder posede om ham som Pjalterne om et Fugleskræmsel; paa Hovedet bar han en Straahat, der var bundet fast med et hvidt Klæde, som gik ned under Hagen. Haandlede og Ankler stak langt frem af deres Hylstre, som aabenbart vare syede til en anden Figur end denne, og skjønt Fødderne ingenlunde kunde kaldes smaa, vare Skoene dog for store; men de vare ogsaa et Par sande Baade, gjorte til ingen anden Fod end Kromandens Elefantpote. Over hver Skulder havde den ny Gjæst en Taske eller Pose hængende, den ene af Læder og med Laas for, den anden en Tværsæk af Lærred og tre Gange saa stor som Tasken, en hel Sæk, og paa Rykken hang endnu en tredje Pose med en Violin i. Det var Præstø Postbud, der her præsenterede sig; Anders Post kaldtes han, ogsaa ,,Søde Anders”.
,,Goddag! Goddag!” smiskede han, da han traadte ind.
,,Goddag, Anders Post!” svarede Værten, ,,og velkommen”.
,,Hej, Ole!” raabte Jens, ,,bring mig en Stump Tobak, men intet, som du selv har skraaet først”.
,,Jeg har intet mere”, svarede Ole Hans, men netop nu bringer Anders en frisk Forsyning”.
,,Ja”, lød det fra Postbudet, idet han satte Lærredsposen ned og aabnede den; ,,her er Røgtobak fra Jakob Hansten og Snustobak fra Oluf Rasmussen, for de havde hver sin Art i privilegeret Oplag, skal jeg sige os”.
Værten tog Røgtobaksrullen og bragte Jens den; han skar en lille Stump af og puttede den i Munden. Saa rejste han sig, dinglede, som var det ham umuligt at gaa to Skridt lige, hen til Døren og omtrent paa Hovedet ud af den og over i Rejsestalden. Tobakken havde han sunket, og ved dens Hjælp skilte han sig nu af med al den nydte Spiritus.
Jørgen Dyrlev blinkede til Peder Skjærninge, da Jens Høj saa ubehjælpsom dejsede af Sted; derpaa henvendte han sig til dennes Hestepasser.
,,Du skulde dog gaa over og se, hvorledes din Husbond har det”, sagde han; ,,maaske du kan hjælpe ham lidt til rette, for han er lovlig overkjørt”.
Rasmus gik. Snart stod han ved Husbondens side.
,,Er du syg?” spurgte han. ,,Skal jeg ikke hente dig en Pøs koldt Vand?”
,,Vrøvl! Hvad skulle jeg med det?” svarede Jens Høj. ,,Du tror, jeg er fuld? Det er godt, for saa tro de andre det med, og Handelen kommer i Stand. Men jeg fejler ikke det ringeste; det hele er Komediespild. Det er dog godt, du kom her ud; saa kan du røre Hesten en lille halv Time, at den kan blive varm og ikke halter, hvis de faa i Sinde at se den nøjere efter. Men rid den anden Vej ud, at de ikke se dig”.
De fulgtes nu ind til Hestene, og Rasmus trak en smuk, sort Hest ud og red bort paa den; den haltede stærkt paa fjærmer Bagben.
Da Karlen var redet bort, gik Jens Høj hen til en særdeles fed og glathaaret, rød Hoppe og undersøgte den nøje. Først saa han efter Tænderne; de vare filede og gav ingen Vejledning med Hensyn til Alderen. Saa talte han Rynkerne ved Øjelaaget; men den var ud over den Alder, da disse kunde oplyse, altsaa over atten Aar. Nu strøg han hen over dens glatte Haarlag, følte den ind i Siden og trykkede paa de svære Benmuskler, der vare paafaldende bløde og ligesom oppustede. Han nikkede med et Smil; Sagen var ham klar. I det samme rejste Jørgen Dyrløvs Staldkarl sig fra Lejet paa Dæknerne og traadte nærmere.
,,Hvor meget faar den om Dagen?” spurgte Jens ham.
,,Hvorledes?” spurgte Karlen og gloede.
,,Jeg mener, hvor langt ere I naaede med Arsenikken? Hvor meget kan den taale? Det maa jeg vide, for at jeg kan blive ved i samme Dur, naar jeg har kjøbt den; ellers styrter den sammen for mig inden en Maaned”, fortsatte han og stak Karlen en Otteskilling i Haanden.
,,Jeg ved det ikke”, forsikrede denne. ,,Husbond blander altid selv Arsenikken i dens Foder”.
,,Nu, saa faar han selv sige mig Besked”, sagde Jens ligegyldig, saa i Forbigaaende paa en mager, blankbrun Krikke, der tilhørte Peder Skjærning, og gik saa over til Krostuen. Men næppe var han uden for Stalddøren og endnu ikke til Syne fra Stuen, før han var mere døddrukken at se til, end da han gik ud.
Drikkeriet og Snakken fortsatte nu, til Rasmus en Snes Minutter efter traadte ind, saa udbrød Jens: ,,Lad os endnu en Gang gaa ud og se paa Dyrene. Nu skal det være Alvor! Giv mig din Arm, Jørgen Dyrløv, saa skal jeg støtte dig; for hvad der gaar Ole Hans i Næsen, er nok gaaet dig i Benene; de ere vist dingelvorne, kan jeg mærke paa mine”.
De lo og gik ud. Rasmus maatte trække den sorte Hest frem og tilbage; nu var den redet varm, og der var ikke Spor af Halten; den var tilsyneladende et smukt og fejlfrit Dyr. Den røde Hoppe kom ogsaa frem, og snart var Handelen sluttet saaledes, at Jens Høj fik femten Rigsdaler i Bytte og skulde give Lidkjøb.
,,Skal vi to nu bytte med min blankbrune Vallak?” henvendte Peder Skjærning Ordet til Jens Høj.
,,Hvad vil du give mig i Bytte paa skindmagre, blankbrune Krikke mod denne smældfede Hoppe?” svarede denne.
,,Jeg giver tyve Rigsdaler og ikke en Døjt mere”, var Svaret.
,,Nu, vi to bør ogsaa slaa en Handel af. Sig fem og tyve, og jeg slaar til!” foreslog Jens Høj og rakte Haanden frem.
,,Tyve og ikke en Skilling mere”, svarede Peder.
,,Det vil jeg ikke”, erklærede Jens med en Ed og dinglede stærkt. ,,Men det er det samme: Jeg saa du havde nogle blanke Guldkronet; giver du mig et Femstykke af dem og saa Lidkjøb, bytte vi”.
,,Ja; det er et Ord”, lo Peder Skjærning og slog til. Nu kunde han ret mærke, hvor fuld Jens egentlig var. Han havde jo budet tyve Rigsdaler; det vilde Jens ikke, men forlangte en Guldfemkrone, som kun var sytten Rigsdaler og tre Jark.
Jens lo med, men kun indvendig. Jørgen Dyrløv havde faaet den halte Hest og blødet femten Rigsdaler; Peder Skjærning havde faaet den arsinikfedede Hoppe, der næppe havde mere end en maaned at leve i, og ydet sytten og en halv Rigsdaler; og Jens havde foruden Pengene faaet en Hest, han regnede for lige saa god som den, han slap, og saa havde han tillige Fornøjelsen af at have narret to udspekulerede Hesteprangere. Han strøg sig over Øjnene og saa smøret han ad Kjøgevejen; men her saa han to Personer sidde paa Vejkanten, og Synet af den ene, som han iagttog skarpt, havde en forbavsende Virkning paa ham. Han viste sig pludselig ædru, som han jo virkelig var.
,,Kom nærmere”, bød han sagte alle de omstaaende. ,,Se I de to Mænd der? De kommer formodentlig ind i Kroen. Naar de ere der, fortælle I en Historie, som jeg nu skal meddele jer, og gjør I det godt, skal de femten Rigsdaler fra Jørgen springe til en lystig Aften. Kom ind, og jeg skal sige jer nærmere Besked. Maaske springer Guldskillingen med”.
Hele Flokken søgte ind i Kroen.
Den Mand, der havde vakt Jens Højs Opmærksomhed, var ingen anden end Povl, Anes Povl; men der hører rigtig nok hans skarpe Øje til for at opdage dette. Povl sad mat og sammensunken, hans Ansigt var sygeligt blegt og omkrandset af et frodigt Skjæg. Kun Øjnene vare uforandrede og havde sat Jens Høj i Stand til at gjenkjende ham.
Da Jørgen Skytte og Povl vare naaede ind til Kjøbenhavn og havde afleveret Amtmand Grev Frederik von Rabens Brev, bleve de ført til Bremerholms Sygestue, hvor Povls Fader havde henligget en Uge og var for syg til at flyttes fra uden Fare. Sønnen bragte ham den glædelige og opmuntrende Oplysning og fik som en særlig Gunst Tilladelse til at blive og pleje Faderen, til han kunde føres bort. Povl plejede ham da Nat og Dag paa sin egen Sundheds Bekostning og veg intet Øjeblik fra hans Leje. Sex Uger gik hen, saa kunde Faderen taale at flyttes, men Flytningen gik til Graven. Nu stod Povl syg og ene i den fremmede By. Skipper Folkmar Danchel var kommen fra Norge og rejst igjen til England. Jørgen Skytte var strax efter Ankomsten til Kjøbenhavn vendt tilbage til Hjemmet; men da alle Efterretninger fra Povl udeblev, fandt han ingen Ro her. Karen og maaske endnu mere hans egen Samvittighed drev ham af Sted paa ny ind til de haardt forurettede, og han kom i en heldig Stund. Han traf Povl ved Faderens Grav og fik ham overtalt til at følge med til Hjemmet for der at oppebie Skipperens Hjemkomst. Nu vare de paa Hjemvejen naaede til Ole Hans Kro; det var Onsdagen den 21de Juni og sent paa Eftermiddagen. De kunde ikke naa videre denne Gang, men tøvede med at betræde den kvalme Krostue, fra hvilken raa Larm skingrede ud til dem.
Søde.Anders var trukket med ind i Drikkelaget eller havde snyltet sig til det; som Tak havde han faaet Violinen frem og bød Snusdaasen om.
,,Den er extrafin”, sagde han om Snusen, ,,bedre end Oluf Rasmussens, skjønt de naturligvis, som det er i hver Kjøbstad, havde deres Oplag fra samme Fabrik. Men denne er fra Jomfru Maren Munk i Ringsted, der handler med Kaffe og Sukker, Rosiner og Svedsker, og maaske er det Naboskabet med disse Vare, som gjør den bedre; i det mindste blev den endnu bedre ved, at hun en Gang gav mig en Sveske i. Jeg har selv hentet den, sidst jeg gik Bud til Ringsted; for jeg gaar Bud al Verden over, hvis nogen af de gode Herrer vil have Budskab af Sted”.
,,Det maa slide svært paa Fodtøjet”, bemærkede Jørgen Dyrløv.
,,Det siger intet”, hviskede Søde-Anders, ,,for Fodtøj skal Ole Hans holde mig med, det er Akkorden med ham. Kjolen faar jeg hos Provsten Erik Colstrup, der er vor Sognepræst, og Buxerne af vor Byfoged og Birkedommer Anders Badstüber, medens Byskriver Willum Ring, der tillige er Kontrolør og Visitør, skal holde mig med Resten, undtagen Hat; den maa jeg selv sørge for”.
,,Men hvorfor binder du Hatten fast med det store Klæde?” spurgte en af Hestepasserne.
,,Aa, den blæser saa let af”, svarede Postmanden ligesom lidt forlegen.
,,Ikke i Dag; det er jo blikstille”, bemærkede Peder Skjærning.
,,Nej, jeg skal sige jer Grunden”, smiskede Ole Hans polisk og bøjede sig frem over Bordet, medens de smaa Øjne forsvandt i et Smil. ,,Han er bange for at slide Hatten op ved at hilse, da han er høflig, møder mange og – selv skal sørge for sin Hat; derfor binder han den fast med et Klæde, enhver kan se langt fra, og saa forstaa de, Manden er lovlig undskyldt og høflig nok, naar han nøjes med at nikke Hovedet af Led som en Fedtekineser”.
Selskabet lo, Søde-Anders og Jens Høj undtagne. Anders syntes forlegen, men nu vilde alle klinke med ham som ,,den høflige Mand”. Jens Høj havde al sin Tanke ved Povl der ude; kom han dog ikke snart.
Endelig! Povl og Jørgen Skytte traadte ind og toge Plads ved den nederste Bordende, Jens Høj vendte Ryggen imod dem.
,,Skaal igjen, Kammerater!” raabte Jens og hævede sit Glas, ,,og mangen lystig Aften som sidst, da alle vi her vare samlede. Skaal!”
Det var det aftalte Signal; nu vidste de alle, at Manden fra Vejkanten var i Stuen, men som Jens havde paalagt dem, vendte ikke en eneste et Blik mod ham eller hans Ledsager.
,,Ja, Skaal paa det, Jens Høj”, raabte Jørgen Dyrløv lige saa højt: ,,Aldrig har jeg været til lystigere Bryllup end dit og din Anes, og aldrig havde jeg troet, at der paa den lille Ø Bogø, som jeg før knap kjendte af Navn, førtes et saa muntert Liv”.
Povl lyttede: Jens Høj, hans og Anes Bryllup paa Bogø; han blegnede endnu mere, om det var mulig.
,,Men hvordan fik du Kik paa den Tøs, om Forladelse! Paa din Kone?” spurgte Peder Skjærning.
,,Aah, gamle Rasmus Kjeling kom over til mig og fik en Hest, og saab leve vi enige om, at jeg skulde have Datteren”.
,,Byttede I lige op?” spurgte den ene Hestepasser.
,,Sluder! Vi byttede ikke. Jeg solgte ham Hesten kontant og bejlede til Ane, som det sig bør”.
,,Og der var vel strax Ja”, bemærkede Jørgen Dyrløv, ,,for det var da tydeligt at se ved hele Brylluppet, at hun var svær forgabt i dig”.
,,Ja”, istemte Peder, ,,Jeg har, oprigtigt talt, aldrig set nogen Kvindfolk saa forliebt”.
,,Det gik sgu ikke saa glat lige strax”, fortalte Jens; ,,for hendes Fader havde en Karl, der lystede at spille Kjæreste med hende og nær havde sat hende Nykker i Hovedet. Men han rejste til Majdag, Fanden maa vide hvorhen, og da saa Rasmus Kjeling og jeg lod hende vide, at vi vidste, hans Fader var i Slaveriet, skammede hun sig svært over den Historie og kom til at elske mig saa ubændigt, fordi jeg ikke kundgjorde hendes Skam over hele Øen. Nu er hun den, der ler allerstærkest over sin Taabelighed med Karlen; saadane ere Kvindefolkene! Det kan I selv overbevise jer om, hvis I ville komme over til os naa vi skulle holde Faddergilde, hvad jeg venter vil ske om en ni a ti Maaneder, og hvortil jeg heved indbyder jer alle Mand”.
,,Hurra! Det er godt! Vi skulle møde! Det er et Ord!” lød det fra Flokken, der klinkede og tømte Glassene, som strax fyldtes paa ny.
Povl lukkede Øjnene og segnede tilbage paa Bænken; Sveden perlede paa hans Pande og sprang frem over hele Legemet.
,,Du faar ondt; du er syg”, udbrød Jørgen Skytte. ,,Det er den kvalme Luft her”. Han anede ingen anden Grund. ,,Hej, Vært! Kunne vi faa et lille Værelse?” fortsatte han til Værten.
,,Nej, nej, ikke her!” hviskede Povl. ,,Jeg vil ud, jeg vil bort, hurgtigst mulig og langt bort”.
,,Jeg har intet; de ere alle optagne”, svarede Ole Hans, som Jens Høj havde paalagt ham det.
,,Jeg tror selv, du har bedst af at komme ud i den friske Luft”, sagde Jørgen Skytte og hjalp den vaklende ud af Døren og hen ad Vejen.
,,Jeg tror, han fik nok og aldrig mere kommer mig i Vejen”, sagde Jens Høj ved sig selv og tilføjede højt, idet han kastede Peder Skjærninges Guldskilling paa Bordet; ,,Nu lystig Venner! Op med den bedste Vin og den bedste Mad, du har, Ole Hans, og brug Fiolen muntert, du Postmand; Nu ville vi have et Gilde, der kan gjælde for baade Bryllups- og Faddergilde”.
Og det blev en lystig Aften og Nat. Først aad og drak de saa meget, de orkede, saa gjortes Stuen saa vidt mulig ryddelig, og Jens Høj sang brølende:
,,Spillemand! Spil lystig op!
Skam skal ellers ske din Krop!
Spil kun til, jeg danser rigtig,
Og bestryg din Bue dygtig
Med Kolifolium. Kolifolium!”
Søde-Anders tog Plads paa Bordet med sit Krus ved Siden og gned, det bedste han kunde, medens Selskabet med Hænderne paa hinandens Skuldre svang sig rundt; en Gang imellem standsede han Buen og skingrede ind i Melodien med et; ,,Det haster itte! Det javer itte!” af sin trompetagtige Stemme; saa gned han videre. Han havde Tid nok til det og til at sove ud bag efter; Posten naaede denne Gang ikke Ole Hans Kro før Torsdag Eftermiddag.
Da Povl var sluppet ud, naaede han ikke længere end til Vandmøllen, før han sank helt sammen og umuligt kunde komme videre. Mølleren var saa barmhjærtig at give Nattely i Karlekammeret, da han hørte, der ikke var Plads i Kroen. Her laa Povl Natten igjennem i Vildelse, medens Jørgen Skytte ængstelig og omhyggelig sad hos ham. Mølleværkets Larmen var ham Støjen af Slavernes Arbejde paa Bremerholm, og hans Fader var imellem dem, og naar Lystigheden fra Kroen skingrede over til ham, var det Anes Bryllup med Jens Høj, hvor de begge lo om Kap ad ham og hans godtroende Kjærlighed. Hen ad Morgenstunden faldt han dog til Ro, og nu fik ogsaa Jørgen Skytte den styrkende Søvn, han haardt trængte til. Tidlig om Formiddagen vaagnede de, og Mølleren skyndte paa, at de skulde af Sted, hvad ogsaa stemte med Jørgens Ønske, ja selv med Povls; han mandede sig op for snarest muligt at komme langt bort fra Kroen, hvor alle dog nu hvilede i en stille Søvn. Mod Aften naaede de Frederik Klinchs Færgegaard ved Vordingborg og slap over til Falster; men først den følgende Dag, St. Hans Aften, havnede de i Moseby.
_____________________________________
Kapitel XII:
Da Ane hin Morgen med den varslende Solopgang kom hjem fra Skoven med Mælken, forfærdedes Moderen aldeles ved at se hende komme. Det synes, som om enhver Sjælelidelse stod præget i hendes Aasyn; men kun Moderen saa det. Hun gik op ad Vejen oven for Skolen og spejdede ængstelig ud i det fjærne efter Datteren, der var gaaet saa tidligt og vendte saa sent tilbage; derfor saa hun det lidende Præg, før Ane troede sig set. Aldrig saa saare var derimod denne kommen saa nær By og Gaard, at hun kunde frygte sig iagtaget, inden ogsaa hvert Spor af Sjælens heftige Følelser svandt fra Ansigtet, og dette syntes koldt og ligegyldigt som hugget af Sten. Moderen havde dog set nok til at vide, at hendes Barn trængte til at lette sit Sind og faa gydt Trøst i sit Hjærte; hun sørgede ogsaa for, at dette kunde ske i Dagens Løb.
Og dette skete ikke kun denne Dag; det skete hver følgende med. Moderen forstod ypperligt at vinde den elskende Piges Tillid og Fortrolighed. Hun hørte om hendes Kjærlighed, billigede den ganske og fik hende til at drage alle de glade Minder om dem frem, saa de kunde virke oplivende, løftende. Hun fik hende til at udtale enhver Tvivl og Ængstelse, der sneg sig ind i Hjærtet, for at hun kunde imødegaa den og slaa den i Jorden. Hun, selv den svage, forknyttede Kvinde, fordoblede den stærke, stridbare Datters Kraft og var hende den bedste Støtte som Afleder for den sindstrykkende Indesluttethed og Tavshed, gød nyt Haab i Hjærtet og hævede det, naar det vilde svigte.
Ane havde altid elsket sin Moder, men aldrig saa højt som nu. Undertiden, navnlig naar Faderen mishandlede sin Hustru og derved yderligere forøgede Anes heftige Følelser, kunde hun forskrækket spørge sig selv, om hun ikke gjorde Povl Uret og røvede noget fra ham, ved at hun lod nogen anden, var denne end hendes egen Moder, indtage saa høj Plads i sit Hjærte ved hans Side; men hun trøstede sig da med, at det netop var for hans Skyld, hun nu elskede Moderen saa højt; det netop var gjennem kjærligheden til ham, at kjærligheden til Moderen havde naaet sin rigeste, varme Fylde.
Udenfor Moderen vidste imidlertid ingen, hvad der rørte sig i Anes Sind, og udenfor Moderen og Faderen anede ingen paa Bogø, at den bortrejste Povl var Gjenstand for hendes Kjærlighed. Hun selv og Moderen skulde nok tie dermed, og Faderen lige saa fast; han frygtede alt for meget den Skam, der vilde følge deraf, naar Povls Familieforhold, hans Faders Vilkaar, samtidig kom til alles Kundskab. Derfor vidste end ikke Dorthe, endsige nogen anden paa Gaarden, hvorledes det egentlig havde sig med Ane. Dog kunde det ikke undgaas, at alle mærkede, der var noget, som tyngede hende og gjorde hende mere end almindelig alvorlig; men de henførte det alle til, at Niels Klov havde svigtet hendes Haab og trolovet sig med Karen Galle, og den Tanke voxede saa fast, at den holdt sig til Anes Død, ja lever endnu paa Øen mange Aar efter, endog hos hendes egen Slægt.
Uden for Øen var jo Jens Høj den, der vidste fuld Besked med Sagen, og han mente nu tilmed at have saaledes Haand i Hanke med den, saa han kunde styre den aldeles efter sin Vilje; han vilde derhos smede, medens Jærnet var varmt. Nu lystede han at vide, hvad Indvirkning Fortællingen i Ole Hans Kro havde haft paa Povl. St. Hans Dag tog han derfor over til Falster for at opspore Povl Lind, men han lagde Vejen over Bogø for ogsaa at gjøre Iagttagelser her. Her var dog intet videre nyt at opdage, kun at Johanne Kjeling var ham ugunstig og omfattede Ane med fordoblet Kjærlighed; til Gjengjæld syntes Rasmus Kjelings Interesse for ham selv ogsaa at være fordoblet, og det havde mere Værd, da Rasmus var Herre i Huset.
,,Jeg vil en Tur rundt paa Falster for at se, hvad Handeler, der kan blive at gjøre paa Tirsdag ved Stubbekjøbing Marked”, fortalte Jens Høj.
,,Jeg kunde have Lyst til at tage den Tur med”, sagde gamle Rasmus Kjeling; ,,Jeg har Tiden for mig”.
,,Gjør det!” opfordrede Jens, og saa gjorde han det.
Endnu samme Dag vare de to Mænd ovre i Stubbekjøbing, og der blev en Lettelse i Hjemmet. I tre Dage droge de Aandede frit og glade som efter et tungt Mareridt. Hvilken velsignet Ro, der herskede. Men det skulde blive det stille Havblik den knusende Storm, navnlig for Ane.
Tirsdagen den 27de Juni kom og bragte Stubbekjøbing Marked med sig. Det var Syvsoverdag, men det kan nok være, at ingen skulde sige, Dagen bar Navn efter de gode Stubbekjøbingsfolk; de vare tidlig paa Stikkerne og bibragte Byen et helt nyt Udseende, saa vidt den foregaaende Dag ikke allerede havde gjort det. Torvet, de tilstødende Gader, ja selv mange Sidegader og Stræder vare i Dag nogenlunde friede for Skarnbunker; hvor der fandtes brolagte Fortov vare disse endog pænt fejede. Grisene, der ellers boltrede sig i ubunden Frihed paa Gaderne, som Hundene i vore Dage, stod for denne Dag bag lukket Slaa og hvinede øreskjærende, højst utilfredse med kun paa saadan Maade at faa Del i Markedsglæden. Paa Gaden savnedes de dog ikke meget; talrige Børneflokke gjorde Fyldest for dem og fo`r raabende og skrigende hid og did, navnlig paa Torvet og gjennem den korte Gade fra dette ned til Stranden. I Kjøbmændenes Porte kom af og til Karlen frem med rent, hvidt Forklæde paa og kiggede ud, om endnu ingen Bondevogn kom rumlende, skjævede saa over til Karlen i Gjenbokjøbmandens Port, enten med et overlegent, tilfreds Smil som den, der var vis paa at skulle modtage flere blanke Toskillinger i Staldrumspenge end hin fik, eller med et ærgeligt, misundeligt Blik, hvor den modsatte Udsigt var til Stede. Størst følte aabenbart Kjøbmand Jørgen Scheels Karl sig, men det var da ej heller noget Under. Deres Gaard var den eneste i Byen med to Stokværk og teglhængt, som kun faa andre; derhos havde de Tobaksoplaget for denne By fra Hovedmagasinet, saa enhver, der lystede at røge eller skraa denne Urt, maatte søge hid; og, hvad der var det mest anselige: Kjøbmanden var tillige Byens Byfoged, en mægtig Mand paa denne Dag, selvfølgelig kunde hans Karl med største Selvfølelse lade Blikket glide hen over Torvet uden for Gaarden. Johannes Danchels Karl, der stod i deres Port paa den modsatte Side af Torvet, saa dog ikke mindre tilfreds ud. Var hans Husbond end ikke Byfoged, saa var han dog Præstesøn, og havde deres Gaard end ikke to Stokværk, var den ligesom deres teglhængt og mod Tobaksoplaget kunde stille det priveligere Oplag af stemplede Kort, og – hvad der i Dag var det vigtigste, - deres Handel var den største i Byen og vilde bringe ham de talrigeste Toskillinger. Han havde da ogsaa den Dristighed at nikke aldeles ligefrem et Godmorgen til deres Nabo, Guldsmed Vilhelm Svingelberg, der ved Siden af sit Haandværk havde sin lille Handel, nemlig Oplag af Snustobak fra Hovedmagasinet i Kjøbenhavn, og selv var kommen frem i sin Gadedør for at glæde sig ved det lovende, klare Vejr for Dagen, eftersom han ingen Karl med hvidt Forklæde havde at sende ud, og Læredrengen havde fuldt op at gjøre med at bære Vand og hugge Smaapinde til Madammen.
Vejret var virkelig lovende og klart, men Storme gjorde det rigtignok, og det var ikke videre behageligt for dem, der skulde have Stade paa Torvet, hvis Støv føg viden om og syntes at have en særlig Lyst til at fare i Øjnene og fylde dem. Værst var dog Stormen ved Stranden og voldte der de største Ulemper. Kysten var temmelig høj og bar for oven ret nette Haver, nogle med høje, løvrige Træer. For Enden af Gaden fra Torvet var den høje Brink skraanet ned til Vandet, og her laa en dobbelt Rad store, uregelmæssige Sten, som dannede den eneste Adgang til Byen fra Strandsiden. Uden for laa Skibene paa det dybere Vand og sendte Baade og Pramme ind mod Stendæmringen med Varer; fra Land kom saa Vogne kjørende, saa langt de turde vove sig ud i Vandet, fik Varene læsset over paa sig fra Prammene og kjørte dem i Land. Ved dette Arbejde var Stormen virkelig forulempende, og ikke mindre var den det for de Personer, der kom sejlende fra Skibene eller Naboøerne for at gaa i Land. Prammene lagde til med dem ved de yderste Sten, og nu maatte de hoppe fra Sten til Sten, indtil de naaede det tørre; men Stormen overskyllede Stenene og gjorde dem glatte, og mangen Sten var bortrevet af Havet eller rullet uden for Dæmningens Rækker, saa det blev dobbelt vanskeligt at slippe tørskoet frem.
Ved Stranden stode Lars og Ditlev Staal, begge Kjøbmænd i Byen, og saa paa usædvanlige Mængde Fartøjer, som laa der ude for Anker for og agter.
,,Kommer her mange Folk i Dag, kommer her ogsaa mange Kræmmere”, sagde Lars.
,,Ja”, svarede Ditlev, ,,fra Nykjøbing har jeg allerede set, at Anton Dam er mødt med sit Galanterikram og Kristian Hincheldej og Hans Berrishagen Hincheldej med deres Alenkram”.
,,Naa, og der kommer Lars Willumsen sejlende med sit eget Fartøj og bringer os nok hele Stege Raad hid”, tilføjede Lars. ,,Der staar jo Kæmneren Peter Hincheldej og Kirkeværgen Johannes Hage, Brandinspektøren Jan Hage og, lad mig se, ikke mindre end tre af Byens otte vise Fædre: Søren Ingeman, Anders Hetting og Niels Hovman. Mon alle de Kjøbmænd ogsaa ville slaa Bod op!”
,,Det gjør de vel næppe alle”, bemærkede Ditlev, ,,men Kjøbmand Schmidt, der staar mellem dem, gjør nok”.
,,Naturligvis”, samstemmede Lars, ,,han bringer os det norske Glas, da han godt ved, at vor By intet Glasoplag har fra Hovedmagasinet”.
,,Nu, det lader jeg alt sammen passere”, fortsatte Lars; ,,vi kunne jo tage Erstatning igjen ved at tage til deres Bys Marked og handel. Men at saadanne Træskoskippere som han der ude skulle have Lov til paa enhver Tid af Aaret at sejle om til Bønderne og kjøbe deres Kornvare, sætte Priserne op for os og i Smug sælge dem billige Kjøbmandsvarer, det er lumpent”. Og saa sendte han et harmfuldt Blik ud til en vindskibelig Ærøskipper, hvis Jagt laa østligst i Rækken og nylig var kommen fra Grønsund Færgested.
,,Det var et sandt Ord!” udbrød Ditlev, saa lige harmfuldt i samme Retning og spyttede foragteligt. ,,Bonden er snart ikke længere nødsagent til at færsle til Kjøbstaden med sin Sæd og sælge den for, hvad vi ville byde ham”.
Op ad Dagen var den største Travlhed paa Torvet. Kjøbmændene solgte fuldstændige Boder op. Haandværkere, som de faa Guldsmedde, de mange Hattemagere, Bliksmedde, Skomagere og Skemagere, de sidste tre Slags ofte Soldater fra Landet, brugte Borde med Opstandere paa Enden, Sadelmagere, Rebslagere og de næsten utallige Handskemagere eller Pelsmagere benyttede deres Vogne til Udsalgssted, medens Rokkedrejere og Kobbersmedde, Træskomager og Pottemagere toge det bare Fortov til Udstilling for deres Varer. Alle handlende af samme Art stode Side om Side i samme Rækker, saa her blev en Kjøbmandsgade og en Hattemagergade, en Skomagergade og en Pottemagergade o. s. v.; kun Kagebodene og Borde med Æggesnapse og Fede, stegte Aal fandt man spredte rundt om mellem alle. Ordningen gik ikke for sig uden stadig Skjælden og mange Puf, men hen mod Middag var dog alle færdige og stode forventningsfulde, rede til at rømme deres Bod for Varer og skovle Bondens Penge ind, om han havde nogle.
Nu rumlede ogsaa den ene fuldlæsset Vogn ind til Byen efter den anden i lange Rækker og fyldte Kjøbmændenes Gaarde, eller Landboere fra den nærmere Omegn kom traskende i store, lystige Flokke, og talrige Baade bragte Øboerne fra Møn og Bogø, Farø og Tærø. Snart var der Liv og Lystighed over alt. Ved Boderne sad de ældre Bønder i tykke Skindpelse og spiste stegte Aal, medens Fedtet løb dem ned ad Fingrene og omhyggelig blev slikket af; Sveden haglede dem ned ad Panden, men derfor fik de ikke i Sinde at lægge den tunge Uldhat eller den varme Faarepels der endnu bar Ulden paa Indersiden. De unge Karle drak Æggesnaps efter Æggesnaps, lagde Hænderne paa hinandens Skuldre og trampede rundt paa Torvet under høje Raab, medens her en blind Spillemand og hist en anden med Buen bunden til den kun et Kvarter lange Stump af venstre Arm utrættelige gnede Fiolen og samlede Kobberskillinger ind. Pigerne hankede sig sammen Arm i Arm i lange uaskillige Rækker, der spærrede Markedsgaderne og ikke vare til at bryde, saa mødende ikke havde anden Udvej end at vige til Siderne og søge udenom. Kun Børnene slap igjennem med deres Kager og Sukkerstænger i Haanden; for dem gav Pigerne slip og aabnede Rækken, da de frygtede deres sukkerfedtede Fingres Berøring af deres Stads. Imidlertid besørgede de ældre Koner Indkjøbet til Huset, bragte saa Manden eller Sønnen i Tanke om, at de skulde have ny Træsko eller Hat, ny Læderhandsker eller Reb, og mindede Datteren eller Pigen om den nødvendige Rok, gjorde hende maaske ogsaa opmærksom paa nogle billige Baand eller Tørklæder og var ved enhver Handel den pruttende, men ogsaa den bestemmende ved sit Raad. Saa nøde de ogsaa senere deres Løn ved den usædvanlige Drik: en Kop Kaffe, dejlig sødet med Sirup og med Honningkage til, enten i Kjøbmandens Lo, der denne Dag var Skjænkestue, eller et Bord paa Gaden uden for en Bagers eller Skippers Bolig.
Bogø var efter Middag som uddød; alle, som paa nogen Maade kunde, vare tagne til Markedet, der jo dette Aar havde et for Stubbekjøbing Marked usædvanlig godt Vejr; for det var ellers en sat Regel over hele Falster og en god Trøst i fortørre Aar, at fik man ikke Regn før, var man vis paa at faa den Stubbekjøbing Markedsdag. Fra Rasmus Kjelings Gaard var baade Karl og Dreng kommen af Sted, men frem for alle den muntre Dorthe, der nok vilde have sig en lystig Dag, og Johanne Kjeling var selv fulgt med; kun Ane var bleven hjemme og havde en halt Husmand til Selskab paa Gaarden. Hos Kjøbmanden traf Johanne og Datteren sammen med Rasmus Kjeling, der lod til at være i usædvanlig godt Lune og snart førte dem sammen paa Markedet med Jens Høj, som var i et endnu bedre. Jens greb Lejligheden til at vise sig som den flotteste Markedskavaler og bød hele Familien til Gjæst ved den nærmeste Bagers Bod paa Gaden, hvor der fandtes baade stegte Aal og varme Sortepølser, Æggesnaps og Mjød, Honningkager og Simler, Sirup og duftende, dampende Kaffe. Snart sad hele Selskabet i bedste Gang med at nyde, hver efter sit Behag. Gamle Rasmus havde et Stykke Aal i den ene Haand og i den anden en Sortepølse, som han spiste til Aalen i Stedet for Brød, medens han drak Mjød og Øl til; Johanne og Dorthe nøde deres Kop Kaffe med Honningkage til, hvorefter Jens vilde have, at de skulde have en stor Æggesnaps som Kaffesætter og gjøre ham Selskab ved denne Drik; Dorthe fulgte Opfordringen, men Moderen foretrak en Kop Kaffe til, hvad hun yndede meget, men sjældent fik.
Jens Høj gav glad Pengene ud og kunde sagtens gjøre det; han havde allerede tjent godt paa Markedet og endnu mere paa sin lille Udflugt over Nordfalster i Dagene forinden, hvor han havde haft Rasmus Kjeling til Ledsager. Med Forsigtighed havde han nærmet sig Povls Hjemstavn for at spørge nyt om denne, og der havde han rigtignok spurgt, hvad der ikke lystede ham at høre, og som han holdt omhyggeligt skjult for Anes Fader, nemlig at Povls Faders Uskyldighed var bevist, og han død som fri og ærlig Mand. Men han havde ogsaa hørt noget, som han ikke glemte at gjøre Rasmus kjendt med. De havde tilfældig i Aastrup truffet sammen med Jørgen Skytte, i hvem Jens strax gjenkjendte den Mand, der havde været i Ole Hans Kro med Povl. Han ledte derfor Talen med ham hen paa denne og fik at vide, at Jørgen kun med Nød og næppe havde faaet ham bragt hjem til sig, hvor han nu laa dødssyg, opgivet af enhver som Gravens visse Bytte. Jens Høj ledte Snakken saaledes, at Jørgen Skytte gjentog denne Meddelelse om Povl i Rasmus Kjelings Nærværelse, men forhindrede enhver yderligere Oplysning; dette var ogsaa medvirkende Grund til den gamles gode Lune. Jørgen Skytte fik endnu kun meddelt dem begge, at Povl havde villet sejle ud med Skipper Folkmar, men denne var kommen fra Norge og sejlet til England uden ham, og nu kom han aldrig levende af Sengen, ensidig ud at sejle.
Fra Aastrup var Jens Høj og Rasmus Kjeling kommen hen gjennem Sortenshave og havde her været Vidne til en uhyggelig Begivenhed. En Bonde, der boede mellem Bringserebro og Sortenshave, og hos hvem Jens vilde kjøbe en Plag, maatte de opsøge i nævnte Skov, hvor han med sin Karl var i Færd med at fælde et Træ. Træet var sulet fra Roden af og havde store Grene højt op, hvilke de for Nemheds og Sikkerheds Skyld kappede de største ned af, før de væltede Træet. Medens Jens talte med Bonden, som holdt i et Reb fra Enden af en tyk Gren for derved at styre dens Fald, klavrede Karlen op til Grenen og huggede den mere løs, da det viste sig, den havde faaet for lidt til at kunne knækkes af. Uforsigtigt beholdt han sine Træsko paa, og under disse vare fedtede Jordklumper fra Skovbunden. ,,Nu falder den;” raabte Karlen efter et Par Hug. Husbonden trak i Rebet, og Jens og Rasmus tog Haand i med, men i det samme smuttede Fodfæstet fra Karlen, som ikke holdt sig rigtig fast; han styrtede ned, naaede Jorden før Grenen, der ramte ham med sin tykke Ende, og laa der bevistløs med knust Hoved, da de tre Mænd kom hen til ham. De bare ham paa nogle Grene hjem til Gaarden; der laa han endnu døende, da Jens og hans Ledsager forlod denne; Handelen blev der ikke noget af, den var der ikke Tid til at tænke paa.
Medens nu Selskabet sad ved Bagerens Bord, kom Bonden fra Sortenshave gaaende forbi.
,,Hej, Morten!” raabte Jens Høj til ham, ,,Goddag og muntert Marked! Kom hid og faa en Snaps med”.
,,Ja, Tak den, som byder”, svarede Morten og tog Plads.
,,En Æggesnaps hid og en Honningkage til”, bød Jens Bagerens Pige, der stod for Udsalget, og fortsatte saa til Morten: ,,Naa, har du saa solgt din Plag?”
,,Nej”, svarede denne, ,,men jeg har den med, og nu kan du godt faa den”.
,,Det er et Ord”, sagde Jens. ,,Saa kan vi gaa hen og see paa den, naar vi ere færdig her”.
,,Hvorledes blev det med din Karl?” spurgte Rasmus.
,,Med Povl”, svarede Morten; ,,han himlede, ligesom I vare komne ud af Gaarden, og skal begraves i Overmorgen,”
,,Povl!” udbrød Johanne Kjeling forfærdet og satte Koppen fra sig med den sidste Rest af Kaffen. ,,Er Povl død?”
Jens Høj saa paa hendes blegnede Ansigt, fattede hendes fejlagtige Opfattelse og fik strax en Tanke om at drage sig den til Nytte. Hun vidste ikke, at mangen Karl i Aastrup Sogn bar Navnet Povl som Minde om den fordums Præst der; hun troede, at Talen var om Anes Povl, og Jens skulde nok gjøre hende sikker i Troen.
,,Jo, han er saamænd”, svarede Morten paa hendes Spørgsmaal. ,,Han styrtede ned af Træet i Skoven og slog sig ihjel, og Grenen faldt over Hovedet”.
,,Ja, det kan Jens og jeg bevise”, tilføjede Rasmus, ,,for vi vare med til Stede der og halede i Rebet”.
,,Aa, Herregud!” sukkede Anes Moder. ,,Saa det skulde blive Enden for den stakkels Fyr”.
,,Ja det blev saamænd”, sagde Morten; ,,og han var den rareste og flittigste Karl, jeg nogen Tid har kjendt; saa ordentlig, aah, saa ordentlig”.
,,Nu ja, den Vej skal vi jo en Gang alle sammen”, henkastede Rasmus Kjeling ligegyldig.
,,Men det er dog saa tungt at tænke sig det saaledes”, sagde hans Hustru. ,,Og jeg, som troede at han alt sejlede paa Sø og salten Vande. Stakkels Ane!”
Morten saa forbavset paa hende og vilde lige til at gjøre en Bemærkning. Jens mærkede det, mærkede, at Talens Fortsættelse kunde blive farlig for hans snilde Tanke og rette Johanne Kjelings forkerte Opfattelse, og han skyndte sig med at afbryde den.
,,Lad os nu komme rask af Sted hen og se Plaggen, hvis jeg skal have den, for jeg har egentlig travlt og endnu meget at udrette paa Markedet”, sagde han og stod op.
Morten, som ønskede at faa sin Hest godt solgt, glemte sine Ord til Johanne Kjeling, bød strax Farvel og Tak og fulgte Jens Høj hen ad Gaden. De vare dog ikke komne mange Skridt, før Jens standsede.
,,Tøv et Øjeblik; jeg glemte noget”, sagde han, ilede hen til Rasmus Kjeling og hviskede denne i Øret: ,,Jer Kone tror, at det er jer forrige Karl, Povl Lind, der er styrtet ned og har slaaet sig ihjel. Sørg for, at hun bliver i den Tro, og at Ane faar den samme; det vil fremme vor aftalte Plan”.
,,Hahaha! Er det saaledes fat!” udbrød gamle Rasmus og gned Hænderne. ,,Det skal jeg nok sørge for; det kan du dove paa”.
Jens gik. Johanne vaagnede af sine Tanker om Anes Sorg.
,,Jeg troede saa vist, at han var ude at sejle, og det tror Ane med”, sagde hun som ved sig selv, men Rasmus fangede hendes Ord.
,,Det var nok ogsaa hans Bestemmelse, da han drog fra os”, oplyste han; ,,men Skipperen var den Gang i Norge og rejste siden til England uden at ville have Povl med, og saa maatte han tage Tjeneste hos Morten ved Bringserebro”.
Han brød op fra Bordet saa glad som nogen Sinde. Hans Kone fulgte ham i tavs Sorg og glemte den sidste Slat Kaffe. Selv Dorthe følte sin Markedesglæde svækket, om end ikke helt ødelagt.
Senere opsøgte Jens Høj atter Familien og befæstede yderligere den opstaaede Misforstaaelse.
Han var god at komme til rette med for dem, der handlede med ham denne Dag.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |