45 kommuner får tilskud til landsbyfornyelse.

Af Erhvervs- og Vækstministeriet
8. juli 2016 10:51


Tilskud til landsbyfornyelse
En målretning af pulje til landsbyfornyelse betyder, at 45 kommuner til og med 2020 får ca. 55 mio. kr. om året i tilskud til nedrivning og istandsættelse af faldefærdige bygninger i mindre byer og det åbne land.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

"Med pulje til landsbyfornyelse ønsker vi at give de sværest stillede kommuner bedre mulighed for at skabe attraktive landsbyer, og nedrive de bygninger og ejendomme, som skæmmer i landsbybilledet og som hæmmer tilflytning og borgeres lyst til at bosætte sig i de mindre landsbysamfund. Med ordningen kan kommunerne forhåbentligt fortsætte udviklingen af deres lokalsamfund, så det bliver attraktivt at bosætte sig over alt i hele Danmark."

Kommuner kan fremover opnå tilskud til nedrivning og istandsættelse af bygninger beliggende i landsbyer med under 3.000 indbyggere eller i det åbne land. De 45 kommuner er fundet ud fra en objektiv fordelingsnøgle, som bl.a. afspejler den enkelte kommunes belastning af dårlige huse, befolkningsudvikling og geografiske placering.

Den tidligere ramme på 200 mio. kr. udløber i år. Et bredt politisk flertal besluttede dog med vækstpakken i 2014 at fastholde puljen med ca. 55 mio. kr. Da ordningen er mindre end tidligere er antallet af ansøgningsberettigede kommuner derfor reduceret fra 70 til 45.

"Regeringen har valgt at fokusere på de kommuner, hvor behovet er størst. Med den nye ordning understøtter vi en mere effektiv udmøntning, hvor kommunerne kan lave en langsigtet indsats for at skabe mere attraktive landsbyer fremover", siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Tiltaget er en del af regeringens vækstudspil Vækst og udvikling i hele Danmark.

Se listen over tilskudsberettigede kommuner og foreløbigt tilskud nedenfor.

For yderligere kontakt:
Kim Bove, pressechef, mail: kkb@evm.dk, tlf.: 91 33 70 15.

Kilde: via.ritzau.dk

Uddrag af liste:
Guldborgsund kommune kr. 3.600.000
Lolland kommune kr. 3.100.000
Vordingborg kommune kr. 2.700.000

Se hele listen her





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.