Tilflytter

Måske en tilflytter ?


Overvejer du at flytte til Bogø? - så er dette måske en side der kan hjælpe dig på vej mod en afklaring på alle andre leder og kanter end den, der handler om den pris, der er sat på den bolig du har kig på - dén klarer du med mægler, sælger og bank.

Lad os starte med slutningen: Hvis du/I vil møde en Bogø´er og snik-snakke om fordele og ulemper ved at bo på Bogø - så skal du blot ringe til en af de kontakter der står nederst på siden. Så forøger vi at finde nogen der ”matcher” dig/jer - sådan at forstå, at hvis I er en familie med 2 børn på 5 - 10 år - og hvor den ene part skal arbejde i København - ja så forsøger vi at finde sådan en familie og så giver vi en kop kaffe med en lille kage på et af vores cafe-steder - og en snak om livet på øen.

Mange af dem du/I vil møde på den her måde, vil være superglade for at bo på Bogø - det er jo derfor de gerne vil fortælle om livet - men vi er ikke jubel-idioter - der er naturligvis også ulemper - og dem skal du/I også høre om - ærligt, redeligt og sagligt.

Først vil vi gerne opfordre dig/jer til at cruise rundt på Portalen her - www.bogø.eu - og tjekke alle de muligheder der er for børn, voksne og meget voksne. Det gælder både for dagtilbud, skole og fritid. Ikke mindst vores kalender giver et indtryk af mulighederne - og det er stadig ikke alt der er med - men det kommer efterhånden.

Det som er mest fremtrædende på Bogø er at her er vi MANGE der er tilflyttere - langt de fleste faktisk. Det betyder at der er mange der aktivt har valgt Bogø som bosted - og det gør også at der er mange, der gerne vil ”gi´ fællesskabet en skalle”. Resultatet er at vi har ganske mange foreninger og laug og alt muligt andet, der tilbyder både et aktivt og socialt fællesskab med andre der har samme interesser.

Og det spænder vidt, mener vi. Fra en meget traditionel Sejlklub (som så lige kører DK´s 3. største distancesejlads på 26. år - en fest på havnen for mere end 300 deltagere og hvor alle må komme med når orkestret starter) over ”Bogø´s kongeligt inspirerede selskab for udbredelse af Kjenskabet til Brændevin, Bjæsk og bitter - samt tilhørende Nordiske egnsretter” (hjemmelavet dram og meget, meget mærkelig mad) til ”Grundlovsforeningen” (som kun har én aktivitet - men den er til gengæld hele øens) og ”morgenbaderne” (der er en helt uformel gruppe helårs-morgenbadere - men med ”eget hus” i vintermånederne på Skaaningen) - og så er der jo ”Pinserevyen” en kostelig meget, meget lokal revy. For børnene rækker det også vidt - her spænder det fra 4H (børnedyrskue) og til ”Det kreative gule Hus” - hvor man f.eks. kan gå til undervisning i japansk Manga-tegning og japansk sprog.

Når det er sagt, så koster socialt fælleskab også noget - man kan sagtens ”passe sig selv” - men det bliver derefter. Vil man det sociale fællesskab og relationel nærhed - så koster det på ”anonymiteten”. Vi er ca. 1150 indbyggere og ganske mange kender ganske mange - og for en hel del tilflyttere er det en ”oplevelse” at man efter kort tid bliver tiltalt med fornavn i Brugsen - og at folk hilser på gaden - også selvom man er i bil.

Til gengæld er Bogø en ø hvor såvel en selv som ens børn kan færdes overalt - netop fordi der ikke er nogen der ”bare går forbi”. Hvis dine børn cykler afsted uden lygter i vintermørket kan det godt være en du møder ”nede i Brugsen” der fortæller dig at det nok er ”lige lovligt farligt” - og hvis du er forsinket fra arbejde finder SFO´en eller børnehaven sandsynligvis en kammerat som gerne vil have dit barn ”med hjem” - men det er nu mere sandsynligt at du/ I selv har kontakt til en jævnaldrende - og hans/hendes forældre.

Specielt i sommermånederne ses dette helt tydeligt nede på ”Skaaningen” hvor ”hele øen” bader på de lune sommeraftener. Her kommer store og små og der er altid god stemning med medbragt mad til den store grill - og alle passer på alle - fra purken på 3 år til momsemor på 85 - alle får plads og alle kan være her.

Vi er så også et samfund, hvor vi ”lever af” at der er nogen der gerne vil gøre noget for fællesskabet. Der er plads til alle som vil ”give en hånd med”, og heldigvis er der især mange forældre som tager ”en tørn” i diverse udvalg og bestyrelser, samt i fritidslivet - typisk på de aktiviteter som deres barn/børn deltager i - og foruden oplevelsen af at ”yde for fællesskabet” - så er der et betydeligt socialt potentiale i at være et fælles aktiv for lokalmiljøet - det kræver kun at du rækker hånden op når der efterspørges frivillige.

Vi beskriver ofte vores samfund som en ”landfast ø” - hvilket betyder at vi på én led er et ø-samfund, hvor vi ved at vi skal sørge for os selv og på en anden led kun er sølle 60 minutter fra det Kongelige teater.

På mange måder mener vi altså at vi her på Bogø har alt det gode fra vandkantsdanmark lige uden for døren - og så kan vi ydermere nå hjem fra det pulserende hovedstadsliv med shawarma-barer, politiudrykninger og smarte kaffebarer på kort tid - bedre kan det ikke blive efter vores mening, specielt ikke når man tænker på at man for prisen på en 3-vær. 85 m2 lejlighed i København/Frederiksberg kan få en 200 m2 velbygget villa fra år 2000, med vandudsigt - samt en ny bil.

Så er vi igen ved slutningen: Hvis du/I vil møde en Bogø´er og snik-snakke om fordele og ulemper ved at bo på Bogø - så skal du blot ringe til en af de kontakter der står herunder. Så forøger vi at finde nogen der ”matcher” dig/jer - sådan at forstå, at hvis I er en familie med 2 børn på 5 - 10 år - og hvor den ene part skal arbejde i København - ja så forsøger vi at finde sådan en familie og så giver vi en kop kaffe med en lille kage på et af vores cafe-steder - og en snak om livet på øen.

Kontakt Bogø Tilflytterteam


Ulrik Bonnerup (Brugsmanden):
tlf.: 3094 1831
email: ulrikhansen@waoopost.dk

John Pedersen (Bogø IF, Bogø Mølle):
tlf.: 6114 2969
email: jp@johnsonsvej.dk


John Pedersen & Ulrik "Brugsmanden" Bonnerup