Bogø Kro gasser gæsterne

Af Jan René Strojek
23. september 2016 14:07


Det var en pragtfuld dag på Bogø. Foto: Jan René Strojek
Turister og lokale går op og ned ad gaden, hvor de gode tilbud står i kø.

Bogø emmer af liv denne lørdag 10. september, hvor beboerne allerede fra kl. 10 står klar med deres boder langs hele hovedgaden. Bilerne med interesserede borgere skal lige tjekke de andres boder ud - man ved jo aldrig, om fundet er lige dér.

Turister og lokale går op og ned ad gaden, hvor de gode tilbud står i kø. Kl.16 pakker boderne sammen, og mange sætter kurs mod Bogø Kro, der denne aften byder på Gasolin cover bandet Alla-Tin-Gas. først spiser vi af det store bord, som hele tiden bliver fyldt op. Kromutter Charlotte Hemme forklarer: ’Jeg er nødt til at sige nej til alle dem, der ringer for at få et bord i sidste øjeblik. Vi har simpelthen ikke flere pladser’.

Snakken går lystigt i lokalerne og den store plads ude foran. Her ser vi de spanske kokke tilberede helstegt pattegris og frisk paella, og der bliver taget fra af gæsterne. Man er flink til at holde køen, og tjenerne er hele tiden vakse med at holde øje med bordene; der skal ikke mangle noget.

Og så kl. 19 kommer de endelig. Vi har ventet med fyldte maver på Alla-Tin-Gas, som har specialiseret sig i at spille Gasolin melodier. Og kroen har tilsyneladende fundet en opskrift på glade gæster, for allerede da første nummer fylder lokalet, kan man se mange gæster synge med.

Efterhånden som bandet spiller sig varme, kommer de første vovehalse op på dansegulvet. Det bryder isen, og dansegulvet fyldes med glade dansende gæster. De yngste blandt tilskuerne kender ikke helt alle numrene, hvor mange er fra Gasolins første tid. Men da ’Kvinde Min’ lyder ud i lokalet, kommer ’Floridor og Celestin’ samt ’Fifi-Dong’ og alle deres skønne ’kraner’ ud på dansegulvet. De få gæster, der modigt bliver siddende ved bordene, må finde sig i at blive trådt over tæerne indimellem.

Byen har en fantastisk dag denne dag, og Bogø Lauget får endda renset op i dammen, som kommunen lige har ryddet for de vildtvoksende dunhammere. På sådan en dag forstår man, hvorfor Bogø By er valgt til ’Regionens Bedste Landsby 2016’.

Se mere om Bogø på øens egen non-profit portal www.bogø.eu eller Bogø Kro hjemmeside www.bogoekro.com.

Jan René Strojek





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.