Bogø IF’s Minifodbolddrenge

Af Helene Lauridsen , Bogø IF Fodbold
25. september 2016 08:46


U7. Foto: Helene Lauridsen
Talentspejderne står måske endnu ikke i kø, men det er også i orden, når det vigtigste er holdånd og glæde ved sporten.

Solen skinnede fra en sart blå septemberhimmel, og temperaturen nærmede sig så småt de 19 grader, og i Stensved stod græsset stadig grønt på banerne, og støjen fra ivrige drenge, deres forældre og søskende kunne høres langt op af Mejerivej.

Bogø IFs yngste fodbolddrenge, - U8/9 og U7, skulle spille deres første stævne og 3 kampe hver. Der var sommerfugle i maverne, trippen i benene og fodboldstrømperne var næsten ikke til at få på af ren ivrighed. Og enhver forælder der har prøvet at give strømper på, når barnet er optaget af noget andet, kan forestille sig scenariet af blå polyesterslanger, der som anakondaer kæmper for at sluge små svedige og sure børnefødder.



Men så var de klar og stod på banen overfor; ”de andre”, som allerede nu i børnenes verden betød modstanderne. Klubnavne var ligegyldige, det var drengene fra Bogø IF imod ” de andre”, og bolden blev givet op, og spillet var i gang.
U8/9 kæmpede, svedte, koncentrerede sig og ofrede sig for sporten og hinanden.
De tabte også, men det træder i baggrunden, når man føler sig som en del af et hold.
I de andre U8/9-kampe begyndte sveden, koncentrationen og opofrelsen at betale sig. Flere mål blev scoret især i anden kamp, bl.a. af Magnus M. Hansen, Noa VanVeen og Charly Textor. Sidste kamp var en drabelig affære, da holdet led et par spillertab, og der måtte hentes hjælp hos U7. Noa VanVeen kæmpede for holdet som en anden Jens Jørgen Bertelsen og reducerede til stillingen 1-4.



U7-drengene spillede på 3-mandsmål uden målmand, og man kunne ikke spore den store nervøsitet på banen. Der blev tacklet, skudt, skudt ved siden af, og faktisk også skudt på - og i målet. Om kampene blev vundet, spillet uafgjort eller tabt, kunne ikke altid bedømmes på spillernes miner, men de vidste, det handlede om at lave mål, og det gjorde de. Oswald Lauridsen scorede 2 mål i den første kamp, der, for de interesserede endte, 2-2. I anden kamp var benene varme, men Vordingborg stillede med et par lynhurtige og godt fintende drenge, der kun lod et enkelt mål slippe ind, hvorimod Bogø udviste gæstfrihed i målet, og lod 3 mål komme forbi forsvaret.



Dagens sidste kamp blev sat i gang med udsigten til kanelgifler, halvvarm juice og stolte forældre med lommerne fulde af ros og velmenende gode råd. Nyråd kunne ikke stille meget op imod Bastian Buch Henriksen, der i de to første minutter af kampen scorede 2 mål, og så var den kamp lukket og slukket trods flere hæderlige forsøg fra Nyråd.
Og således gik en septemberlørdag på fodboldbanerne i Stensved. Det var glade grinende drenge, der forlod de grønne baner og efter at have krænget de nærmest slimede benskinner og de førnævnte polyesterslanger af, der nu lignede og lugtede mere af daggamle døde ål, gik snakken på aftensmad, og om man måtte få lidt guf derhjemme.



Og så kan man vist ikke ønske sig en bedre slutning på Bogø IF’s Minifodbolds første fodboldstævne.

Skrevet af: Helene Lauridsen
Fotos: Helene Lauridsen





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.