Bogø Skiklub bliver vært for BareSkin-SnowTour-2017

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
6. november 2016 09:35


Uta Köstlich - regerende verdensmester i BareSkin-Skiing. Foto: Andreas Luskus
Kathøj på Bogø bliver i februar 2017 omdannet til et mindre Alpincenter, når den danske afdeling af WorldCuppen ”BareSkin-SnowTour-2017” afvikles med Bogø Skiklub som vært, på den legendariske skibakke oplyser Danmarks Skiforbund i en pressemeddelelse.
”En unik mulighed for danske BareSkin-entusiaster - ikke mindst fordi den regerende verdensmester, østrigeren Uta Köstlich deltager” udtaler lokalrådets vintersportskoordinator Thomas Bauch.

Det er en fælles ansøgning fra Lokalrådet og Bogø Skiklub, der har resulteret i at skiforbundet har udpeget Kathøj som værtssted for world-cuppens danske afdeling af BareSkin-SnowTour-2017, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at valget af Kathøj er motiveret i den bymæssigt centrale beliggenhed, god offentlige transport, gode muligheder for publikum og et generøst sponsor-tilbud fra Dagli`Brugsen - og så er bakkens længde meget passende, da man ikke ønsker lange pister til de aldeles upåklædte BareSkin-skiløbere.

BareSkin-konkurrencen består af 3 discipliner: Downhill Race, Slalom samt Freestyle og i 2016 deltog der 18 atleter på selve WorldCuppen - men derudover kan nationale BareSkin-skiløbere tilmelde sig på et wildcard.

Formanden for Bogø Skiklub, Ragner Roldsbjerg skriver i en kommentar på BareSkin.com at skiklubben ser eventen som en mulighed for at promovere en af de mindre kendte skidiscipliner. ”Ikke mindst den regerende verdensmester Uta Köstlich er helt fænomenal” skriver Ragner Roldsberg ”specielt i Freestyle, hvor hun er den eneste der kan udføre et dobbelt splitspring, får publikum virkelig en oplevelse”.

Lokalrådets vintersportskoordinator Thomas Bauch fortæller til Portalen, at det er planen, at de deltagende atleter skal overnatte på Bogø Kro, og at der i dén anledning allerede nu planlægges etableret en ”after-ski-bar” med tilhørende ”BareSkin-disco-night”.

WorldCup-touren er sponseret af Energidrikken ”X-Bang Extreme” og den danske afdeling på Kathøj er desuden sponseret af Dagli´Brugsen Bogø/COOP Danmark.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.