Møn, Bogø, Farø, Tærø og Nyord er i dag blevet udnævnt til Danmarks første UNESCO Biosfæreområde

Af Vordingborg Kommune
14. juni 2017 12:19


Området kan være til inspiration for andre områder i og udenfor Danmark. Foto: vordingborg.dk
Møn og de omkringliggende øer er i dag blevet udnævnt til Danmarks første UNESCO Biosfæreområde. UNESCO håber, at området kan være til inspiration for andre områder i og udenfor Danmark.
FN’s organisation UNESCO har udnævnt Møn og de omkringliggende øer Bogø, Farø, Tærø  og Nyord og det vand, der samler området øst for Sjælland til Danmarks første biosfæreområde. Med udnævnelsen udpeger UNESCO Møns natur til at være i verdensklasse, og anerkender lokalbefolkningens forslag til at arbejde i samspil med naturen. Møn Biosfæreområdet træder dermed ind i et fornemt internationalt selskab af biosfærereservater og er en del af UNESCOs program ”Man and the Biosphere”.

Et UNESCO biosfæreområde er kendetegnet varierede landskaber med en særlig artsrigdom afsårbare og truede dyre- og plantearter og ved at de mennesker der bor og arbejder i området arbejder aktivt for at skabe balance mellem mennesker og natur. Med en størrelse på 450 kvadratkilometer repræsenterer Møn Biosfæreområdet de fleste danske naturtyper både på land og i vandet.

Ideen om at blive et biosfæreområde startede i lokalbefolkningen og har mødt stor opbakning fra frivillige, erhvervsdrivende, foreninger og støttes af Vordingborg Kommune. Nu er udnævnelsen i hus, men arbejdet stopper langt fra her. Der skal tages hul på den 5-årige udviklings- og handleplan, der er blevet udarbejdet for biosfæreområdet. Der skal blandt andet oprettes et sekretariat, som formidler området internationalt og nationalt og et ambassadørnetværk og et erhvervsnetværk, der skal samarbejde om konkrete udviklingsprojekter.

Formanden for  den danske UNESCO-nationalkommission, Bo Manderup-Jensen ønsker Møn tillykke med udnævnelsen; ”Som formand glæder det mig, at Danmark nu har fået sit første biosfæreområde siden Nordøst Grønland blev optaget i 1977. Vi håber, at andre områder, både i og uden for Danmark, vil se Møn Biosfæreområdet som et eksempel på de resultater, der kan opnås, når områdets beboere og organisationer arbejder sammen om at beskytte naturen og drive erhverv i samspil med den, i tråd med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling,” siger Bo Manderup-Jensen.

Borgmester Michael Seiding Larsen er stolt på Vordingborg Kommunes vegne; ”Os der bor i Vordingborg Kommune har altid vidst, at naturen i området er noget helt specielt, og nu har UNESCO bekræftet det. Udnævnelsen vil komme både turismen, erhvervslivet og de lokale til gode, men naturen vil altid være i centrum. Biosfæreprojektet vil samarbejde med de mennesker, der bor og driver erhverv i området på basis af den gældende nationale lovgivning.Samtidig viser området også vejen for fremtidens udvikling af landdistrikterne på et bæredygtigt grundlag,” fortæller borgmester, Michael Seiding Larsen og understreger, at udnævnelsen ikke var blevet til noget uden de mange frivillige ildsjæle, der bidrager til området.

Biosfæreområdet er med til at skabe jobs og uddannelser, med særlig fokus på naturen, i Vordingborg Kommune og skal være med til at tiltrække mennesker fra byerne, som vil bo tæt på naturen. Ikke mindst vil biosfæreområdet forbedre levevilkårene for menneskerne i området.

Møn Biosfæreområdet er et samarbejde mellem en række organisationer, foreninger, frivillige, lokale virksomheder og Vordingborg Kommune samt Naturstyrelsen Storstrøm, Museum Sydøstdanmark, Nationalmuseet, Fugleværnsfonden og DTU Aqua.

Læs mere om Møn Biosfæreområdet

Kilde: Vordingborg.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.