Bier på dagsordenen

Af Vordingborg Kommune
12. januar 2018 15:55


Dave Goulson. Foto: vordingborg.dk
Verdens førende bi-forsker og forfatter kommer til Vordingborg for at fortælle, hvordan man kan være med til at hjælpe de vilde bier.
Naturorganisationen PLAN Bi og Møn Biosfæresekretariatet har inviteret verdens førende bi-forsker og forfatter Dave Goulson til Vordingborg den 27. januar. Her holder han foredrag om, hvordan man kan være med til at hjælpe de vilde bier.

Vilde bier, humlebier og honningbier. Historien er ikke så honningsød, som den lyder. De vilde bier forsvinder. Hvordan påvirker det de vilde bier, når vi sætter honningbier op i vores naturområder? Og hvad med sygdomme, sprøjtegift og manglen på blomster i et højindustrialiseret landskab? Det og meget mere kan man få svar på, når verdens førende bi-forsker, forfatter og foredragsholder Dave Goulson holder foredrag på Iselingeskolen i Vordingborg lørdag den 27. januar 2018 kl.13.

Foredraget er arrangeret af naturorganisationen PLAN Bi og Møn Biosfæresekretariatet, og støtter op om et af Møn Biosfæreområdets fokuspunkter.

”Bevarelsen af bier var en af de bærende historier, da Møn sidste år blev udnævnt af UNESCO til biosfæreområde. 21 landmænd og mange private anlagde bi-striber og bi-blomsterbede på marker og haver til gavn for insektlivet og for at vise, at alle kan bidrage til, at vi kommer i bedre samspil med naturen,” fortæller Annette Tenberg, som er koordinator for Møn Biosfæreområdet.

Formand for Vordingborg Kommunes Klima og Miljøudvalg Else Marie Langballe Sørensen glæder sig over, at det er lykkes at få en så dedikeret forsker og fortaler for de vilde biers bevarelse til at give et foredrag i Vordingborg. ”Vordingborg Kommune skal være en samlet, grøn kommune med fokus på natur, miljø, bæredygtighed, økologi og grøn energi. Derfor er det særdeles spændende, at vi nu har muligheden for at blive opdateret med den nyeste viden om biernes tilstand fra en af de internationale topforskere på området, Dave Goulson” siger Else Marie Langballe Sørensen.

Den engelske professor Dave Goulson er en fantastik foredragsholder, som på letforståeligt engelsk smitter alle i sin nærhed med kærlighed til, og konstant forundring over, at humlebien flyver. Han er blandt andet forfatter til bestseller-bogen ”Humlen ved det hele” og manden bag The Bumblebee Conservation Trust.

I forlængelse af foredraget vil deltagerne kunne møde lokale initiativtagere og blandt andet få bi-blomsterfrø med hjem til egen have eller lære at bygge et enkel insekthotel.

Interesserede kan læse mere på planbi.dk og billetter kan købes på billetto.dk. Det er også muligt at købe gruppebilletter. Er man 10 interesserede som bestiller sammen, kan man komme til foredrag for 200,- + billetgebyr per person (normalpris 250 kr.).

Kilde: Vordingborg.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.