130 spiste Helstegt Pattegris i Tærø Rundt teltet

Af Kokketeamet , Bogø Køkkenet
3. juni 2018 11:21


John & Kjeld aka Bogø Køkkenets Kling & Klang er klar til servering. Foto: KWP
For fjerde år i træk havde Portalen og Bogø Sejlklub indgået aftale om, at Tærø Rundt teltet blev stillet gratis til rådighed for Bogø Portalen/Bogø Køkkenet fredag aften, dagen inden selve sejladsen.
I den anledning havde Bogø Køkkenet inviteret til fællesspisning hvor menuen var Helstegt Pattegris, coleslaw og nyopgravede Bogø kartofler - bedre bliver det ikke. Desserten var sædvanen tro ”køb en is i Havnecafeen”. Pattegrisen, der var vel nærmere tale om et svin når ”kampvægten” ligger på ca. 70 kg., blev sat over kl. 9.00 om morgenen og var perfekt tilberedt til servering kl. ca. 18.30.

En totalt udsolgt fællesspisning med 130 spisende gæster blev krydret med dejlig musik leveret af Ole Berg. Ole kunne spille alt fra Dire Straits til ”lytterønsker” af Bamses Venner.

Det blev en smagfuld og festlig oplevelse - og det skete selvfølgelig på Bogø Havn og det i det mest fantastiske vejr.

Tak for supporten og tak for lån af Bogø Sejlklubs klubhus. Vi gør det nok igen en anden gang...

Se billeder her

Kokketeamet
Bogø Køkkenet/Bogø Portalen





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.