Igen i år festligholder Bogø Grundlovsforening den 5. juni med en folkefest

Af Bestyrelsen , Bogø Grundlovsforening
14. maj 2019 11:13


Igen i år festligholder Bogø Grundlovsforening den 5. juni med en folkefest. Foto: KWP
Hvis man har købt årets grundlovskort kan man deltage i generalforsamlingen og stille op til bestyrelsen. Dette foregår kl. 8 ved Skovpavillionen.

Bestyrelsen håber på at nye og gerne yngre kræfter vil melde sig, da vi har brug for forstærkninger.

Man mødes på dagen kl. 12.30 ved den gamle rytterskole, hvor Postorkestret underholder. Herefter køres den traditionelle tur ad Vestergade – Skåningevej – Hougårdsbanke – Grønsundvej til Farø Vad. Efter en kort pause går turen tilbage ad Grønsundvej til havnen – Bogø Hovedgade – Østerskovvej og til Skovpavillionen.

Vi anmoder bilister der færdes på Grønsundvej på strækningen henover Bogø i tidsrummet 13:00 til 15:00 om at være opmærksomme på det langsomt kørende optog og tage hensyn til de deltagende trafikanter i det omfang det er muligt.

Traditionen er over 100 år gammel, og har sin rod i at bønderne i gamle dage, kørte en tur rundt på øen i pyntede vogne og med medbragt madkurv, for at bese hinandens marker. På et tidspunkt er køreturen rundt på øen blevet koblet sammen med fejring af grundlovsdagen, - hvornår står hen i det uvisse.

Køreturen slutter ved Bogø Skovpavillion hvor resten af festen holdes, med musik, sang, øl, vand, is, pølser, kaffe og lagkage,

Bogø Grundlovsforening er en upolitisk forening, og der er således tale om en u-politisk fejring.

Men grundlovstale skal der holdes, og i år holdes talen af John Pedersen. Han er tidligere formand for Bogø Idrætsforening, medlem af bestyrelsen for Bogø Mølle og en af Bogø´s drivende kræfter når der skal stables aktiviteter på benene.

Og endelig bliver der uddelt præmier til de fineste og sjoveste køretøjer.

Bogø Grundlovsforening håber, at der vil møde mange pyntede vogne, biler, motorcykler og cykler op og deltage i turen.

Vel mødt
BOGØ GRUNDLOVSFORENING





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.