Dagli´ Brugsen Bogø vinder COOP´s innovationspris for 2016

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
18. oktober 2016 09:42


Brugsmanden udvikler "Non Service" koncept. Foto: Heinrich Dick-Nielsen
Med et helt nyt butikskoncept træder Bogø´s Dagli` Brugs nu op på præmiepodiets øverste trin i COOP-Danmarks storstilede ”Coop Innovationspris 2016”.

Konceptet kaldes for ”Non-service” og er udviklet af brugsuddeler Ulrik Bonnerup i samarbejde med Gevæksthus Sjælland i Vordingborg og spås en stor fremtid inden for detailhandlen af Johan Lingon, der er profitmaksimator i DDB, brancheforeningen for Danske Dagligvare Butikker.

Oplysningen fremgår af det kommende nummer af Samvirke og her fortæller Ulrik Bonnerup at han fik ideen på en familietur til Rødekro i det sønderjydske. ”Lige før jeg skulle sidde til bords i 8 timer med min svigermor på den ene side og tante Clara fra Tønder på den anden, opdagede jeg at jeg var løbet helt tør for saltpastiller og i ren og skær nød kørte jeg ind til LIEDL i Gram – og her kom ideen til mig” fortæller den stolte prismodtager. ”Der var absolut ingen i butikken til at hjælpe mig, på sådan en sen lørdag eftermiddag, men en 16-årig kassemedarbejder, der ikke måtte forlade kassen, kunne guide mig ned mod den hylde hvor pastillerne stod, og her fik jeg så ideen til ”Non-service-konceptet” - jeg tænkte simpelthen at den smule service måtte vi i COOP kunne afvikle helt og aldeles”.

Det helt grundlæggende koncept er allerede kendt fra f.eks. Jem og Fix, hvor de ansatte stort set kun stiller varer op - og hvor kassemedarbejderen ikke har den fjerneste ide om hvad det er for en vare kunden har lagt på båndet, hvis stegkoden svigter - men det innovative i konceptet fra Dagli` Brugsen er at de fleste af varerne slet ikke bliver stillet op på hylderne - og hvis de gør så er det ikke i nogen bestemt orden. Kunderne skal så selv finde dem på en palle i baglokale - ligesom det er kunderne der skal finde og overtale en ungarbejder for at få lov til at betale.

”Et virkeligt genialt element i ”Non-Service-konceptet” er at man helt eller delvist undgår de varer som kunderne efterspørger” fortæller profitmaksimeringschef Johan Lingon ” F.eks. vil COOP kun bage 10 skagenslapper lørdag morgen - på den måde kan de jo sælge varer som kunderne egentlig ikke vil have - og dét er ret genialt - specielt hvis disse varer har en større avance”.

Konceptet møder dog også modstand - f.eks. hos Greenpeace, hvor analysechef Carsten Nez peger på risikoen for øget CO-2 udledning, hvis kunderne vælger at køre andre steder hen - og i Ældresagen bemærker Rigmor Randeløw, at mange ældre simpelthen ikke vil kunne overskue de forøgede krav som Non-Service-konceptet stiller til kunderne, ”Der findes jo mange ældre, der meget let vil blive konfuse og forvirrede, når varerne står alle mulige andre steder end der hvor de har stået i mange, mange år” udtaler hun til Samvirke.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.